Dette er en historie om en soldat, der overlever krig, men som dør langsomt indeni. En historie om at fare vild i mørket. At nå helt ud til kanten. Så hvordan finder man lyset igen?
Af Sofie Pichard Christensen & Amalie Krammager
Kroatien, september 1993
Thomas får stukket telefonen fra checkpointet i hånden.
“I har fem minutter til at forsvinde, så bomber vi,” lyder det fra stemmen i den anden ende af røret. Den tilhører en kroatisk soldat.
Det tør de ikke, tænker Thomas, men virkeligheden går op for ham, idet han råber beskeden videre til sin major oppe i vagttårnet. Minutterne går. Thomas føler ikke, at det er mange gange, han kan nå at trække vejret, før granaterne flyver hen over hovedet på ham. Panikken breder sig blandt soldaterne, og både jorden og stemmerne begynder at ryste. Kollegaerne på de andre observationsposter trænger gennem radioen.
“Granaterne lander 25 meter fra os. 15 meter. Nu bliver vi ramt,” råber en soldat.
Radioens baggrundsstøj lyder som en forfærdelig krigsfilm, som Thomas’ hjerne automatisk begynder at skabe billederne til.
Thomas befinder sig i nærheden af Sisak, lige mellem kroaterne og serberne, og han tænker, det bare er et spørgsmål om tid, før han bliver ramt. Han drejer forvirret rundt om sig selv. Rationaliteten slår ind. De må ikke gøre modstand, for de er en del af de fredsbevarende FN-styrker. Alt, de kan gøre, er at søge i sikkerhed. De løber mod rummet ved siden af deres lille, gamle hus med en mur af sandsække.
“Er vi overhovedet sikre her, hvis en granat rammer os?” spørger en af dem.
Ingen er optimistiske. Sikkerhedsrummet er også kun beskyttet af sandsække, og nu kan de ikke længere se, hvor granaterne lander. Temperaturen i det lille rum stiger, og sikkerhedsvesten føles strammere og strammere. Han har brug for at komme ud.
Det er bare to måneder siden, 23-årige Thomas Bjerre Olesen så et opslag om, at de manglede danske soldater til at holde parterne fra hinanden i Balkanlandene. To måneder siden han kom hjem fra sit seneste eventyr, hvor han uddannede sig til kok på et containerskib i Sydamerika. Dette skulle være hans næste store eventyr, men nu står han og frygter for sit liv. Beslutningen var så spontan, at han ikke engang havde overvejet, hvor farligt det kunne være. Det var jo ikke farligt, dengang han var i Søværnet. Men der er én ting, han er sikker på nu: han har ikke skrevet under på at dø.
Hjemkomst, august 1994
På togturen hjem mod Aarhus snakker Thomas og hans soldaterkammerat om fodbold. Silkeborg er blevet danske mestre, de er kommet hjem igen, og der er en masse at fejre. De er unge, og de har ikke lyst til at forsvinde ud af rusen, som de har taget med hjem fra Balkan. Danskerheldet får Thomas til at føle sig udødelig. Der kom mange flere danskere hjem, end de havde forventet. Danskerne er heldige, og Thomas er vokset mindst 10 centimeter. Skuldrene er også blevet bredere. Der er ikke en eneste person, der skal kigge forkert på ham på gaden. Selv en rocker vil han sige noget til.
Da de ankommer til Aarhus, går de mod Diskotek Tordenskjold, selvom det er en almindelig hverdag. De bestiller de dyreste drinks på menukortet, og regningen løber op i 5.000 kr. Men kort tid efter den aften begynder alt at føles ligegyldigt for Thomas. Det hele plejede at handle om liv og død. Han lavede noget vigtigt. Herhjemme snakker folk om for høje kantsten på vejene. Det er svært at vænne sig til. Irriterende at skulle.
Han vender tilbage til kokkelivet og får job på Hotel Scandic i Aarhus. De nye kollegaer ser ham som den nye kok, men han føler sig stadig som soldat. Han bliver ikke spurgt meget ind til sin tid på Balkan. Når han gør, føles det overfladisk, og han bruger maksimalt tre sekunder på at svare. Men Thomas har brug for at snakke mere om det. På samme tid har han ikke lyst til at snakke om det overhovedet. Vil nogen, der ikke har oplevet krig, kunne forstå, hvordan han har det?
Det vil måske være nemmere at snakke med de andre soldater, men ingen tør sige noget. Da alle 200 et par dage efter deres hjemkomst var samlet i et stort lokale, blev de bedt af kompagnichefen om at række hånden op, hvis de havde brug for at snakke med en psykolog. Ingen hænder røg i vejret. Måske er det også bedre ikke at snakke om det. Så kan de glemme det hele.
Hverdagen, 1997-2013
Efter tre år er det blevet nemmere ikke at tænke så meget på krigen. Der er noget i Thomas’ liv, der er vigtigere. Han forelskede sig i en kroatisk kvinde under krigen og tog hende med hjem til Danmark, hvor de giftede sig. Nu er han og hans hustru blevet forældre til en lille pige. Han er glad for, at hun nægtede ham at blive udsendt igen, da han ikke kunne falde til i det civile, for far-følelsen rammer ham i det sekund, datteren bliver født. Han er færdig med at være egoistisk. Tre år senere får de en søn. Børnene er Thomas’ helt store kærlighed, men efter at have været gift i 12 år dør kærligheden mellem Thomas og hans hustru. De bliver skilt, og han ser sine børn mindre. Der bliver færre af de gode dage, og samtidig begynder de at blive til minder.
Han tænker på deres ferie i Kroatien i 2008. Det var rart at komme væk fra det hele. Være nede i varmen, bade, spille kortspil og komme ud at spise hver aften. Det er minder, som Thomas gerne vil have flere af, men som han ikke længere kan få.
Kort tid efter ferien kommer Thomas til skade på sit nye arbejde som kok hos DSV, og han er nødsaget til at sygemelde sig. Det bliver starten på en længere erstatningssag, som han håber, kan vende hans økonomiske situation. Økonomien efter Thomas’ skilsmisse sætter begrænsninger for, hvad han kan lave sammen med sine børn. Et stort pengetab i forbindelse med et hussalg under finanskrisen gør situationen værre. Han venter en erstatning på 1,7 millioner kroner for arbejdsskaden, der skal gøre op for den tid og de oplevelser, børnene har misset.
Ulykken har udløst Hortons hovedpine. Det er et resultat af al den stress, han var i under krigen og frustrationer over ikke at kunne arbejde. Det er svært at være fyldt med energi, når han har sine børn. Ofte må han trække sig. Sagen om arbejdsulykken står på i fire år. I fire år døjer Thomas med hovedpine. I fire år kan Thomas ikke være den far, som han ønsker at være. Men nu skal det være slut. I december 2013 åbner han brevet om erstatningen sammen med sin søn. Det er hans eneste håb, men han får afslag, og det får ham endnu længere ind i mørket.
Kvickly, Odder, 2014
Hjertet begynder at hamre, så snart Thomas træder ind ad døren i den lokale Kvickly. Han handler to gange om ugen. Han har skrevet indkøbslisten hjemmefra, så han ved, hvad han skal lægge i kurven uden at tænke for meget over det. På den måde kan han bruge så kort tid i labyrinten som muligt. De mange mennesker, der har valgt at handle på samme tid som Thomas, gør det klaustrofobisk at være derinde. De høje hylder giver ham svedige håndflader, og det er umuligt at danne sig et overblik. Der er heller ikke nogen vinduer. Han smider tilfældige varer i kurven. Indkøbslisten har han allerede glemt. Han skal bare ud derfra. Han løber mod kassen, og håber på, at ingen vælger at snakke til ham. Ikke engang de ansatte. Han har ikke længere kontrol over, hvad der vil komme ud af hans mund. Skuldrene sænker sig, idet han træder ud af Kvickly igen. Det er en lettelse hver gang.
Turen i Kvickly minder ham om dagen i september i 1993, hvor han ikke kunne se, men kun høre det, der foregik tæt på ham selv. Endnu tættere på hans kammerater. Han havde ingen kontrol over situationen. Lyden fra radioen har givet ham tinnitus. Tanken om at være indespærret igen giver ham klaustrofobi. Som da han var indespærret i det lille sikkerhedsrum med de andre soldater. Det er næsten som at være tilbage på Balkan.
Kapellet, 2014
Thomas planlægger, at han skal herfra. Planlægger, hvordan det skal ske. Alle scenarier er oppe at vende, når han om aftenen ligger vågen og føler sig værdiløs. Tænker på, at verden er et forfærdeligt sted. Forestiller sig sin død. De negative tanker tager over, men hvis han trykker på sluk-knappen, vil livet ikke længere føles uoverskueligt. Så skal han aldrig overskue noget igen.
Han forestiller sig et lille kapel med røde murstensvægge. Hans børn står med tårer trillende ned ad deres kinder. Foran dem ligger en lukket kiste. Thomas står bag dem og kigger med, men han kan ikke trøste dem, for det er ham, der ligger i kisten.
Han har forestillet sig sin død flere gange, men det er først, da han ser sine børn stå grædende ved kisten, at det går op for ham, han er kommet helt derud, hvor han ikke længere kan bunde. Han er nødt til at søge hjælp. De fortjener ikke at miste deres far.
Han havde egentlig aldrig troet, at han skulle få hjælp, for han ser sig selv som en “rigtig” mand, der ikke snakker om følelser. Han vil ikke være til besvær for andre. Han plejer jo at klare tingene selv. Alligevel beslutter han sig for at kontakte en clairvoyant. Thomas har altid haft en spirituel side, så han kan med det samme fornemme, at det er den vej, han skal søge. Det spirituelle har været svært at komme i kontakt med, fordi han gerne vil fremstå maskulin. Han kender også sig selv godt nok til, at han vil sidde og tale en psykolog efter munden.
Han bliver sur, da clairvoyanten foreslår ham at ændre levevaner. Hun mener, første skridt er at være ren i krop, tanke og handling. Mindre brød og mere grønt. Ingen selvkritik. Det vil hjælpe på de negative tanker og give ham mere energi. Thomas føler sig som det menneske i verden, det er allermest synd for. Han vil bare gerne stryges med hårene. Men clairvoyanten giver ham det modspil, han har brug for til at ændre sit liv. Hun fortæller ham sandheden, selvom den gør ondt at høre. Det er ikke synd for ham. Det er kun ham selv, der kan ændre situationen.
| Hvis du er i krise eller præget af tanker om selvmord, kan du kontakte livslinien på telefon 70 20 12 01 eller på livslinien.dk. Er du akut selvmordstruet, skal du kontakte 112. |
Diagnosen, 2014
En tilfældig dag støder Thomas på en video på YouTube. Det er et foredrag om veteraner med PTSD. Han er opslugt fra første sekund, og alt, der bliver sagt, giver genklang i ham. Selvom timerne med clairvoyanten strammer op i ham, tøver han ikke med at kontakte sin læge for at få en henvisning til PTSD-klinikken i Aarhus. Og rigtigt nok får han diagnosen. Han har undertrykt symptomerne i 20 år. Ingen af Thomas’ kollegaer kom til skade den dag i september i 1993, men Thomas følte sig i livsfare. Han får flashbacks, hvor han løber, og granaterne styrter ned ved siden af ham.
Det er naturlige symptomer for PTSD, der også kaldes posttraumatisk stressforstyrrelse. Det er en psykisk lidelse, man kan få efter et traume, hvor man har følt sig i livsfare. Man kan tit føle sig forstyrret af traumet og miste kontrollen over sig selv og sine tanker.
Thomas bliver på grund af sin diagnose sygemeldt i syv år. Det er først i 2021, han kommer tilbage på arbejdsmarkedet. I mellemtiden kæmper han for at komme ud af det mørke, der overskygger hans liv.
| Klassiske symptomer på PTSD – Kort lunte og let til vrede – Overdreven angst og depression – Påtrængende erindringer og flashbacks – Hukommelses- og koncentrationsbesvær – Søvnproblemer og mareridt – Vagtsomhed og undgåelse – Forandringer i personlighed – Dissociative forstyrrelser og hallucinationer Kilde: https://www.psykiatrien.rm.dk/undersogelse-og-behandling/ptsd-hos-voksne/om-ptsd-hos-voksne/ |
Ålsrode, januar 2024
Alarmen ringer før klokken bliver seks. Thomas og hunden Nala står op, og han sætter vand over til kaffe. Det er deres faste rutine. Det damper fra kaffekoppen på spisebordet, og varmen fra brændeovnen begynder at fylde stuen. Thomas tager en tår af kaffen og placerer første penselstrøg på papiret. Han bruger meget tid på at være kreativ. Et juletræ i hjørnet af stuen står pyntet med håndmalede julekugler på trods af, at kalenderen fortæller, at det er januar.
I perioder ruller nu 54-årige Thomas sin grønne yogamåtte ud på gulvet, og begynder dagen med yogaøvelserne, de fem tibetanere, efterfulgt af en grøn smoothie. I den kan han kamuflere de grøntsager, hans krop har brug for at indtage, men som han ikke ligefrem nyder at spise. Han plejede ellers gerne at holde sig fra salatskålen.
Det meste af sin tid bruger han i den lille flække Ålsrode på Djursland. Her lejer han et hus på en firlænget gård. Det er noget gammelt lort, hvis han selv skal sige det. Men det er lige meget, for huset er omkranset af marker, træer og stilhed. Lyden fra hans kompagnon og bedste ven, Nala, er det eneste, der forstyrrer roen.
To dage om ugen forlader han stilheden i Ålsrode og kører på arbejde i Brabrand. To dage siger kroppen ja til. To dage om ugen giver PTSD’en ham lov til at leve et normalt liv.
Thomas er blevet typen, der altid forbereder sig på det værste. Skal han ud at køre i snevejr, er der en skovl med som passager, og han går kun i bukser med lårlommer, så der er plads til alle nødartiklerne. En lommekniv, servietter, kamera med ekstra batteri og en lommelygte er nogle af de ting, der fylder i lommerne. Når han en sjælden gang i mellem tager på ferie, pakker han dobbelt af alt. Der ryger også et førstehjælpskit og mindst tre lommelygter i kufferten.
Thomas’ garderobe består primært af grønt tøj, og når han går på arbejde ti timer om ugen på Forsvarets lager, er det i den klassiske militæruniform. Soldaten i ham lever stadigvæk. Men han vil aldrig være den gamle Thomas igen. Heller ikke selvom den nye Thomas har haft en høj pris. Han er tro mod sig selv og sine følelser nu, og han har fået et afslappet forhold til sine børn, som han ser så tit som muligt. Nu kan han også snakke om de svære ting med dem.
Thomas synes, livet er smukt, selv hvis PTSD’en aldrig lader ham få en partner eller et fuldtidsjob igen. Det gør ikke noget, for han har hele naturen som sin baghave. Den giver ham den ro, han har brug for. Når Nala engang ikke er her længere, så er han klar til at genfinde sin eventyrlyst. Han vil ud at se verden igen, og Island er første destination.